Last Days, hvor skal jeg begynde? Lige siden jeg opdagede deres eksistens for et par år siden, har de fyldt ufatteligt meget i mit (lyd)univers, for jeg kender ikke andet musik der er så billedskabende for mig.
Når jeg kort skal beskrive bandets musik for andre, plejer jeg at bruge frasen “postapokalyptisk utopi”, som – her hvor jeg har lidt flere ord til rådighed – nok tåler at blive uddybet. For en del år siden havde jeg en række drømme, hvor jeg gik rundt i et mennesketomt Europa, ca 1910. Bygningerne er borte eller i ruiner og det eneste der er tilbage er en righoldig flora og fauna. Der er en utrolig fredfyldt stemning over det hele og det er en verden fyldt med skønhed – samtidig med at det også er en pænt melankolsk følelse at være det eneste menneske der er tilbage. Nogenlunde sådan lyder Last Days.
Lidt mere faktuelt er det et eller andet sted mellem moderne kompositonsmusik (jeg får mindelser til Max Richters Memoryhouse, der kan lidt af det samme) og nogle ambient lydflader parret med akustisk guitar og en lejlighedsvis kvindestemme.
I år udgav Last Days (som er et enmandsprojekt for musikeren Graham Richardson) den næsten perfekte Satellite, som jeg har grovlyttet hele efteråret – men de tidligere plader (Sea, These Places Are Now Ruins og The Safety of the North) er også fremragende.