Jeg har lige genfundet min gamle musiksamling, og falder over nogle glemte perler. Det her er - forhåbentligt - første indlæg i en serie, hvor jeg skriver om nogle af dem.
Wellwater Conspiracy: Brotherhood of Electric - Operational Directives (1999)
Jeg forstår ikke hvorfor der ikke er flere, der kender dette album. På papiret ligner det noget, der burde have haft flere menneskers bevågenhed, i al fald:
- Matt Cameron (Soundgarden / Pearl Jam) på trommer. Bare en af de bedste trommeslagere der kom ud af 90'erne, og så i øvrigt en habil sanger / guitarist / bassist / keyboardspiller, hvis man skal tro dette album.
- John McBain på guitar - tidligere Monster Magnet (Spine of God, for pokker!!!) og en kæmpe nørd indenfor psykedelisk rock; hans McBain's Ramblings fra den nu hedengangne Roadburn-hjemmeside er super underholdende og oplysende (arkiv her, nederst på siden).
Og hey, vi låner da lige Josh Homme (Kyuss, QOTSA) til at synge et par numre og spille lidt bas.
Hele herligheden er produceret krystalklart af Adam Kasper, der har produceret Soundgarden, QOTSA, Pearl Jam, Foo Fighters (bare for at nævne et par stykker). Det lyder vanvittigt godt.
Hvad er det så for en størrelse? En del af musikken har sine rødder dybt i sen-60'er psykedelisk rock, men bandet gør ret meget hvad der passer dem; om det så er at rocke igennem ("hey John, kan du ikke lave et Ian Gillan-skrig i B-stykket?" "Klart!") eller syre igennem, så de mere ADHD-ramte lyttere zoner ud ("Psycho Shrimm", "Dr. Brown, Dr. Green"). Men langt de fleste numre er bare fremragende, "Teen Lambchop" med Homme på vokal lyder som tidligt QOTSA (ikke mærkeligt, eftersom både Cameron og især McBain var involveret i QOTSA inden debutalbummet), "Van Vanishing" er på mange måder et tabt Soundgarden-nummer (dog med moog-basgang og en noget mere syret guitarsolo), men der bare virkeligt mange gode sange at vælge imellem.
Ja, albummet taber lidt sit vejr med de sidste par numre som bare er udsyrede, men turen inden da er helt fantastisk og helt på højde med den musik, som de to herrer ellers er kendt for. Om end noget anderledes. Giv den et lyt eller to, tre stykker måske, så falder tiøren.