Ok ok, det er så ikke hver uge jeg får skrevet, åbenbart. Men jeg er her stadig og fortsætter indtil videre ufortrødent! UFORTRØDENT, blev der sagt, og så ved man godt hvad klokken er slået.
Aldous Harding: Train on the Island.
Man skal passe på ikke at reducere et talent som Aldous Harding ved at sammenligne hende med andre (og det ender altid med at man er nødt til at skrive klichéer som "men er helt sin egen"), så jeg vil bare sige at jeg er taknemmelig for at min store kærlighed til kunstnere som Tori Amos, Fiona Apple og PJ Harvey nu har endnu et sted at gå hen, for kærlighed bliver som bekendt større af at blive delt. Dette er et helt fænomenalt album, fyldt af stærke sange og gode, lidt skæve ideer.
Sample: One Stop
Michael Nau: Wooden Bouncy Ball
Sidste gang skrev jeg om Naus sideprojekt, Dream Sitch. Han udsendte efterfølgende dette album, og det har en helt vidunderlig optaget-på-firespors-båndoptager-i-min-dagligstue-følelse. Fordi det er optaget hjemme i hans dagligstue, nogle gange sammen med venner og familie, andre gange bare ham selv. Det er ikke det mest velpolerede album jeg nogensinde har hørt, og det er pointen - og en stor del af charmen. Nau er altid nærværende og inderlig i sin sang og sangskrivning, og intimiteten i optagelsen gør ikke oplevelsen mindre.
Sample: New Star Buried
GUM: Blue Gum Way
Jeg har ikke hørt om GUM (aka Jay Watson) før, men jeg kender ham åbenbart godt, for han spiller med i Pond og Tame Impala; umiddelbart kan jeg høre mest Pond i hans egen musik, men jeg får også nogle Phil Collins / senere Genesis-vibes (dog med noget bastant guitar) fra noget af det. Der er i al fald gang i nogle store armbevægelser, koblet med nogle gode melodier. Og hey, der er også et nyt Pond-album på vej, livet er godt.
Sample: Celluloid
Beefheart & McQuinn: Midtown Downtime
Jeg kan lige så godt sige det med det samme: der er ikke en tone, en harmoni, et nummer på dette album, som ikke kunne findes på et soft rock / psykedelisk indie folk-album fra 1971. Jeg får associationer til Crosby, Stills & Nash, Simon & Garfunkel og måske også lidt Nick Drake. Med det sagt, så er det ikke en nem genre at få til at lyde godt, og Beefheart (ingen relation til kaptajnen, så vidt jeg kan finde ud af) & McQuinn både lyder ekstremt godt og har gode, solide sange, som det er svært ikke at komme i sommerhumør af.
Sample: Melting
