Årets bedste albums 2023

En oversigt over de album fra 2023 som jeg var glad for at lytte til i 2023.

(med smagsprøver)

Det her er ikke nogen bibel eller et forsøg på at lave seriøse anmeldelser, det er en liste over de album, der betød noget for mig i 2023, formidlet med lidt tekst og en smagsprøve. Eftersom jeg gør mig umage for primært at høre ny musik, er det også album udgivet i 2023.

Listen er ikke en skid prioriteret, det er i den rækkefølge jeg har skrevet de små tekster om dem (de var oprindeligt tænkt som statusopdateringer på Mastodon, men sådan blev det ikke).

Som altid er der ikke noget jeg hellere vil, end at høre hvad du synes – kan du lide noget af det jeg præsenterer her, eller har du hørt nogle helt andre album, som du kan anbefale? Smid mig en kommentar eller fang mig på Fediverset.

Frankie and the Witch Fingers: Data Doom

Da jeg opdagede dem for nogle år siden spillede FatWF “bare” garagerock, men nu har de blandet en masse andre indflydelser ind i den store gryde af musik – psych, punk, afrobeat. Masser af fuzz, masser af energi, masser af rytme.

Check deres optræden på KEXP hvis du vil have en smagsprøve:

The Breathing Effect: Eli & Harry

Et for mig nyt navn, men de har lavet det album jeg har lyttet mest til i år, så et eller andet kan de altså. Jeg har svært ved at beskrive musikken, for der er mange forskellige stilarter i spil – jazz fusion, r’n’b/soul, psychedelia, instrumental hip hop – og lige så mange stemninger. Det lyder rodet, men det fungerer virkeligt godt.

Smagsprøven “Fool” viser dem fra det mere funky hjørne:

Arborist: An Endless Sequence of Dead Zeros

Jeg faldt aldrig rigtigt i Arborists to tidligere album, trods rigtigt gode anmeldelser.
Men det nye album, An Endless Sequence of Dead Zeros, rammer alle de rigtige indie / psych / folk-knapper. Jeg får associationer af alt fra John Cale over Wilco og (akustisk) Neil Young til Father John Misty. Jeg fandt det ret sent på året, men har virkeligt hørt det meget.

Smagsprøven må blive “Matisse”:

Unknown Mortal Orchestra: V

Deres bedste album siden II, ingen tvivl. De er modnet på en vildt fed måde, synes jeg. De lyder mere som sig selv end nogensinde, og det er kun en god ting. De kommer vidt omkring på albummet – naturligvis psych rock, men denne gang også med nik til AOR, 80’er pop og hawaiiansk hapa-haole.

Smagsprøven er “That Life”:

Fruit Bats: A River Running to Your Heart

Jeg er kæmpe fan af Fruit Bats, så det er ikke overraskende at jeg elsker deres nye album. Jeg har egentligt ikke så meget andet at sige. Eric D. Johnson er en af de bedste sangskrivere pt. og sange som “Rushin’ River Valley”, “Waking up in Los Angeles” og “It all comes back” hører til blandt hans allerbedste, synes jeg.

Smagsprøven er “Sick of this Feeling”, som også illustrerer hans noget skæve humor:

Tiny Ruins: Ceremony

Jeg er vild ved det univers, som Tiny Ruins laver på sine albums. Det er en masse hverdag, det store i det små og nogle velskrevne og lidt skæve små sange. Forrygende singer-songwriter med afdæmpet instrumentering og solide tekster.

Smagsprøven er en fin live-udgave af “Dogs Dreaming”:

Josephine Odhil: Volatile

Nogle gange vil universet en det godt. Jeg havde lige opdaget Odhils tidligere band The Mysterons og fundet ud af at de var blevet opløst. Men på en eller anden måde landede hendes soloalbum alligevel hos mig (måske de der algoritmer ikke altid er onde). Hun spiller psych-pop, lidt som Melodys Echo Chamber, men lidt mere afdæmpet.

Smagsprøven må blive “Secrets”:

Beach Fossils: Bunny

Der er gået noget tid siden sidste album fra Beach Fossils, og i den tid er de blevet voksne. Det sker jo. Musikken er stadig drømmende, shoegazy dreampop med enkelte energiudladninger, men teksterne er blevet meget mere modne. Det var mit sommeralbum og der var ikke konkurrence om pladsen.

Smagsprøven er “Seconds”:

REZN: Solace

Jeg opdagede REZN i 2022, hvor de bar mig igennem en uendeligt vinter med sange, der var tungere end mørket udenfor. Det nye album er ikke lige så tungt – mere psych end doom – men det er stadig vildt godt og det er heller ikke fordi det tunge ligefrem er forsvundet. Hvis du kan lide eksperimenterende psych/sludge/doom (med saxofon og fløjte), behøver du ikke kigge andre steder.

Deres collab med Vinnum Sabbathi (også fra i år) er også virkeligt god.

Smagsprøven er “Stasis”:

https://rezzzn.bandcamp.com/track/stasis

Polyrhythmics: Filter System

Jeg kan godt lide deep psych-funk med tight-ass grooves og blæsersektion og percussion hvis det er lavet ordentligt, og det er her Polyrhythmics og deres nye album Filter System kommer ind i billedet. For manner, det er lavet ordentligt.

Smagsprøven er er en liveoptagelse af nummeret “Roller”. Ikke det bedste mix nogensinde, men de slår mig som et band, der skal opleves live:

Swan Valley Heights: Terminal Forest

Jeg har lyttet meget til Swan Valley Heights nye album, Terminal Forest. Det er psych/stoner med solide riffs og højt til loftet, lige som jeg kan lide det. For fans af Color Haze og Weedpecker.

Smagsprøven er “Microbe Galaxy”:

Mondo Drag: Through the Hourglass

På deres nyeste album lyder Mondo Drag som Pink Floyd, hvis de havde fortsat af den vej, de udstak med “Meddle” – nogle steder med noget inspiration fra Black Sabbath. Meget stemningsfuldt melodisk og lidt trist. Mit store efterårsalbum.

Smagsprøven er titelnummeret “Through the Hourglass”:

Sufjan Stevens: Javelin

Sufjans nye album er fantastisk. Sådan er det. Det er også vildt hårdt at lytte til – det er fundamentalt et farvel til hans afdøde partner (i al fald en del af numrene). Om det er derfor skal jeg ikke kunne sige, men det er et af hans bedste albums i årevis, måske nogensinde. Musikalsk binder det store dele af hans karriere sammen – både folk-delen og den storladne pop. Han er altid inderlig og præcis og det er en fornøjelse at møde en velskreven samling sange. Men jeg kan ikke høre albummet uden at tude – og det er også helt okay.

“Will anybody ever love me?” er smagsprøven:

King Tuff: Smalltown Stardust

Jeg har helt misset King Tuffs eksistens, selv om han var en del af Doom / Stoner-bandet Witch (som jeg i sin tid hørte pga koblingen til J Mascis fra Dinosaur Jr.). Well, nu fandt jeg ham og det er et virkeligt sympatisk album han har lavet – det er noget helt andet end Witch, vi er mere ovre i noget psychedelic rock / folk / pop. Det er et fint lille univers han får lavet og så kan han noget med at vælge de helt rigtige akkorder på det rigtige tidspunkt for ekstra lækkerhed.

“How I love” er smagsprøven:

Rozi Plain: Prize

Jeg holder meget af Rozi Plains lidt skæve musiske univers. Hun kommer fra den samme scene, der gav os This is the Kit (hvor Plain spiller bas) og Rachael Dadd (som hun også har samarbejdet med). Der er en masse underspillet underfundighed i hendes musik, kombineret med nogle skæve rytmer og masser af personlighed.

Som smagsprøve kan du passende checke denne forrygende liveoptagelse med numre fra albummet:

Woods: Perennial

11 sange, 4 af dem instrumentale. Jeremy Earls stemme. Woods helt særlige lyd, der næsten får mig til at ønske at jeg havde synæstesi, for jeg vil vildt gerne se, hvad for nogle farver lydene frembringer. Woods har en helt særlig, drømmeagtig karakter som jeg elsker meget højt. Og længere er den vist ikke.

Som smagsprøve får du “Between the Past”:

Honorable mentions:

boygenius: the record. Jeg kan godt høre at det er et godt album, men jeg var ikke et sted, hvor jeg kunne påskønne det ordentligt, da det udkom. Men jeg skal klart prøve igen næste gang jeg er i Phoebe Bridgers-humør (det er muligvis fordi jeg ikke rigtigt kender de to andre, men for mig lyder det som et Phoebe-projekt).

Algiers: Shook. Det er et virkeligt godt album med en masse på hjerte, men jeg bliver også lidt træt i hovedet når jeg lytter til det, for der sker meget og det er ikke det hele, der er for mig. Men manner, når de virkeligt giver den gas, er det vanvittigt godt – og vigtigt. Check f.eks. Zach De La Rochas gæsteoptræden på “Irreversible Damage”.

Glaascats: Initial Cocoon. Glaascats spiller lo-fi, drømmende indie. Jeg opdagede dem dog først i det nye år (så de kvalificerer ikke til listen pga de arbitrære regler jeg har sat op for listen), men godt er det når man er i det hjørne.

Cory Hanson: Western Cum. Igen et album jeg først opdagede i 2024, men for mig rammer det det samme sted som f.eks. Blitzen Trapper (eller måske er det mig der har en mærkelig association). Hey, det er duden fra Wand, det kan sgu ikke gå helt galt.

Vi trykker “eksportér”, så kører det

Lidt om, hvorfor “eksport til epub” fra DTP-software sjældent ender godt

(dette rant fra min gamle twitterkonto, har jeg nu efterfølgende har besluttet mig for at sammenskrive og udvide til dette lille indlæg. Kontekst: det omhandler primært reflowable epub. Og nej, PDF er ikke et e-bogsformat, i al fald ikke som jeg snakker om e-bøger i indlægget.)


Jeg hører tit “e-bøger? Er det ikke bare noget med at trykke på ‘eksportér’ i InDesign” (eller hvad man nu bruger til at layoute)?
Og svaret er “nej”. Ikke hvis man vil have et professionelt resultat.

“Men jeg trykkede ‘eksportér’ og den ser skidegodt ud”.

Jah. Jo.

Prøv et andet brugerscenarie.
Skift tekststørrelse.
Skift font.
Prøv en anden skærmstørrelse.
Et andet operativsystem.
En læsedims, som har nogle år på bagen.

Hvis du er heldig, crasher du ikke noget.

Men den skidegode e-bog ser ud som noget der er løgn flere steder undervejs, det garanterer jeg. (pssst, validerer den?)

Det korte af det lange er, at man ikke kan lave en god e-bog uden at kunne HTML/CSS som absolut minimum. Kan (eller i al fald forstår) du XML er du endnu længere. Vil du arbejde mere effektivt og gøre livet nemmere for dig selv, er det en god ting at kunne programmere i et simpelt, men overskueligt sprog som Python eller Ruby (andre sprog kan naturligvis også bruges).

Og endnu vigtigere: du skal tænkte strukturelt, for det er strukturen, der laver en god e-bog. Eller rettere, god struktur er grundforudsætningen for en god e-bog. Garbage In, Garbage Out. Din grunddata skal mærkes semantisk op. Overskriftniveauer skal tildeles ud fra semantiske overvejelser, ikke “den her skal være lidt mindre end den før”. Når du er nået dertil, kan du begynde at overveje at lave en e-bog. KISS HTML/CSS er vejen frem.

Pointen er: INGEN automatiseret eksport får dig derhen. De lader hånt om struktur (med mindre de bliver tvunget og selv da råber og skriger de JEG VIL IKKE! DU KAN IKKE TVINGE MIG! JEG VED BEDST!! hele vejen), og producerer divitis-inficeret HTML-kode, som guderne må vide hvordan opfører sig på forskellige platforme.

Og så er der de vildt inkonsistente læseapps. QA er branchens Sisyfos-opgave, og ca 46% af mine grå hår stammer derfra (men hey, min kone siger at de grå hår klæder mig).

Det korte af det lange: nej, det er ikke “bare lige” at eksporter en e-bog. Hvorfor tror I ellers at en kriseramt branche, som kigger overalt efter sparemuligheder ansætter specialister til at løse opgaven, hvis den bare kunne løses tilfredsstillende ved at en grafiker trykkede “eksport”?

Og for at det her ikke kun skal være mig, der brokker mig: denne liste er vanvittigt brugbar og et godt indblik i, hvad man skal være opmærksom på, når man designer en god e-bog.