Mit musikår 2013: Introduktion

De sidste par år har jeg skrevet en liste over det nye musik jeg har hørt i løbet af året. Det har været fint og hyggeligt, men i år vil jeg gøre det på en lidt anden måde.

Dels vil jeg ikke køre dogmet fra tidligere, hvor musikkken også skal være udgivet i det forgangne år. Kriteriet er, at jeg har hørt det i år – ikke at det betyder det store, men hvorfor begrænse sig selv?

Den anden og vigtigere ændring er at jeg denne gang vil lave et blogindlæg per plade – dels for at kunne knytte nogle flere ord til den enkelte plade, dels for at punke mig selv til at få skrevet. Jeg tænker at opdatere på noget der ligner daglig basis (ja, famous last words).

Den gabende mand og ørkenen

Jeg tilbragte store dele af 90’erne med at lytte til musik fra den legendariske Palm Desert-scene, som havde sine rødder i lange “Generator Parties” ude midt i ørkenen.

Det band som alle de andre bands hele tiden refererede til som de første, er næsten sagnomspundne Yawning Man, som også i lang tid var det eneste band fra scenen uden en pladekontrakt. De begyndte så at udgive (forbavsende u-heavy) plader midt i 00’erne, hvor jeg musikalsk var et helt andet sted – først nu har jeg fundet dem.

Lige nu hører jeg Vista Point fra 2007, som består af surfguitar, uendelighed, ørkenstøv og fortættet sommer. Det fås ikke meget bedre.

Det musik fra 2012 jeg fik hørt og syntes om

Jeg lavede sidste år en liste over mine yndlings 2011-udgivelser, så nu fanger bordet vel? I al fald har det været et umanérligt godt musik-år, synes jeg – masser af solide udgivelser indenfor mange forskellige genrer. Denne liste er primært taget fra min last.fm-profil, og da jeg ikke har gidet at sortere videre i den, er den i vilkårlig og uprioriteret rækkefølge. Seriøst. Nuvel, til sagen:  Læs videre “Det musik fra 2012 jeg fik hørt og syntes om”

Pete Davis – The Pottsville Conglomerate

Jeg har fundet guld. Det sker engang i mellem og når det sker, skal det deles.

Guldet er lavet af en kun 25-årig multimusiker ved navn Pete Davis, der debuterede i 2001 (som 15-årig) med Tentatively Self-titled. Siden da har han indspillet yderligere tre albums samtidig med at han også har indspillet med sit sideprojekt, Math-Rock duoen Invalids.

The Pottsville Conglomerate er hans seneste værk og den er nok den stærkeste udgivelse jeg har hørt her i 2012 (den udkom sidste år, men hvem tæller?).

Stilen går fra stille alt-folk, lidt a la Sufjan Stevens omkring Seven Swans til bombastiske prog-agtige energiudladninger med fuld blus på det hele.

Bindeledet i det hele er Davis’ store sangskrivningstalent samt hans fantastiske vokal, der altid er tilstedeværende lige meget om han råber eller hvisker. Der er passager, der giver mig gåsehud på den gode måde, og større anbefaling kan en kunstner næsten ikke få fra mig.

Davis spiller og laver (med ganske få undtagelser) alting selv og sælger sine ting via sin side på Bandcamp, hvor man også kan høre pladen – samt købe den for 8 dollar eller derover. Det kan jeg naturligvis kun anbefale – når så verden snart opdager hans talent, kan man sige “jeg kendte ham altså FØR han blev berømt” og hvilken musiksnob med respekt for sig selv kan ikke lide det?