Infonauten

Ok ok, det er så ikke hver uge jeg får skrevet, åbenbart. Men jeg er her stadig og fortsætter indtil videre ufortrødent! UFORTRØDENT, blev der sagt, og så ved man godt hvad klokken er slået.

Aldous Harding: Train on the Island.

Man skal passe på ikke at reducere et talent som Aldous Harding ved at sammenligne hende med andre (og det ender altid med at man er nødt til at skrive klichéer som "men er helt sin egen"), så jeg vil bare sige at jeg er taknemmelig for at min store kærlighed til kunstnere som Tori Amos, Fiona Apple og PJ Harvey nu har endnu et sted at gå hen, for kærlighed bliver som bekendt større af at blive delt. Dette er et helt fænomenalt album, fyldt af stærke sange og gode, lidt skæve ideer.

Sample: One Stop

Michael Nau: Wooden Bouncy Ball

Sidste gang skrev jeg om Naus sideprojekt, Dream Sitch. Han udsendte efterfølgende dette album, og det har en helt vidunderlig optaget-på-firespors-båndoptager-i-min-dagligstue-følelse. Fordi det er optaget hjemme i hans dagligstue, nogle gange sammen med venner og familie, andre gange bare ham selv. Det er ikke det mest velpolerede album jeg nogensinde har hørt, og det er pointen - og en stor del af charmen. Nau er altid nærværende og inderlig i sin sang og sangskrivning, og intimiteten i optagelsen gør ikke oplevelsen mindre.

Sample: New Star Buried

GUM: Blue Gum Way

Jeg har ikke hørt om GUM (aka Jay Watson) før, men jeg kender ham åbenbart godt, for han spiller med i Pond og Tame Impala; umiddelbart kan jeg høre mest Pond i hans egen musik, men jeg får også nogle Phil Collins / senere Genesis-vibes (dog med noget bastant guitar) fra noget af det. Der er i al fald gang i nogle store armbevægelser, koblet med nogle gode melodier. Og hey, der er også et nyt Pond-album på vej, livet er godt.

Sample: Celluloid

Beefheart & McQuinn: Midtown Downtime

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: der er ikke en tone, en harmoni, et nummer på dette album, som ikke kunne findes på et soft rock / psykedelisk indie folk-album fra 1971. Jeg får associationer til Crosby, Stills & Nash, Simon & Garfunkel og måske også lidt Nick Drake. Med det sagt, så er det ikke en nem genre at få til at lyde godt, og Beefheart (ingen relation til kaptajnen, så vidt jeg kan finde ud af) & McQuinn både lyder ekstremt godt og har gode, solide sange, som det er svært ikke at komme i sommerhumør af.

Sample: Melting

Jeg slår mine daglige internet-folder ovre på Fediverset, og der har jeg i noget tid kørt med hashtagget #DagensAlbum hvor jeg anbefaler musik som jeg lige går og lytter til - og ikke mindst kan lide - den dag. Nu prøver jeg så at se om jeg ikke lige kan få skrevet lidt om måske en lille håndfuld album hver uge. Jeg trænger til at holde mig selv lidt til ilden med at få skrevet noget, og så er det godt at gøre det med noget, som man synes er vigtigt og godt.

Så planen er en ugentlig opdatering, gerne i starten af ugen, med nogle håndplukkede album, så man har lidt forskelligt at lytte til i løbet af ugen. Muligvis går planen i stykker undervejs, men lige nu ser den sådan her ud.

Og nu til sagen:

Neurosis: An Undying Love for a Burning World

"We’ve forgotten how to live so we suffer / [...] We exist in isolation so we suffer / The dissonance is deafening"

Jeg var nok ikke den eneste, som det kom bag på at legendariske Neurosis - som jeg ærligt troede at vi havde hørt det sidste fra - dukkede op ud af det blå og uden nogen form for varsel udgav dette album. Væk er deres problematiske forsanger, erstattet af Aaron Turner (ISIS, Sumac, m.fl.). Det er nok et af årets bedste album, Turner passer vanvittigt godt ind i rollen og bandet ligger som altid et sted mellem eksistentiel kaos og katarsis (der er et sweet spot der, som de bare ejer). Lyt, hvis du kan lide post metal, sludge eller hvis du bare vil udfordre dig selv med progressiv musik med hjertet på rette sted. Sample: Blind

John Andrew & The Yawns: Street Sweeper

Og nu, som man siger, til noget helt andet. Jeg kendte mest John Andrews som keyboardspiller for et af mine yndlingsbands, Woods. Dette er hans femte soloalbum, alle de øvrige er fløjet forbi min radar, men dette fangede jeg heldigvis. Det er den fineste lille samling sange i bedste "jeg sidder på min veranda og kigger på verden"-stil. "Stille og roligt", som vi siger på Fyn, og det betyder "godt". Samtidigt er det helt vidunderligt DIY, fyld med sjæl og nærvær. Lyt hvis du kan lide rolig morgenmad en solbeskinnet søndag morgen. Sample: Something to be said

Little Barrie / Malcolm Catto: Electric War

Dette album har øjeblikke, der kunne være med på et David Lynch soundtrack; hypnotisk, let ildevarslende og mættet med stemning. Fundamentalt er det en klassisk powertrio, blues'et, psychet, garage, fuzzy og lidt småfunky, men de løfter sig over de ellers nogle gange lidt trætte klicheer som en sådan konstellation ellers lægger op til. De er alle vanvittigt dygtige musikere - Malcolm Catto er kongen af ghost notes - men det er aldrig teknikken der er i fokus, altid musikken. Sample: Electric War eller deres fremragende optræden på KEXP.

Goon: Dream 3

Jeg kendte ikke Goon før jeg faldt over dette album, men jeg har godt nok lyttet meget til det. Musikalsk er vi primært ovre i noget, som jeg vil beskrive som en blanding af dream pop og shoegaze, men der dukker også noget små-garaget a la Frankie and the Witch Fingers op engang i mellem. Det er svært ikke at flyde væk til lyden af Kenny Becker lyse, svævende stemme, men musikken sørger for hele tiden at holde fast i en. Der er en masse følelser i albummet (som vist er blevet til under en skilsmisse), men der er ikke som sådan et narrativ, mere en samling indtryk og stemninger. Og det fungerer. Sample: This Morning Six Rabbits Were Born eller Sunsweeping