Infonauten

Jeg har lige genfundet min gamle musiksamling, og falder over nogle glemte perler. Det her er - forhåbentligt - første indlæg i en serie, hvor jeg skriver om nogle af dem.

Wellwater Conspiracy: Brotherhood of Electric - Operational Directives (1999)

Jeg forstår ikke hvorfor der ikke er flere, der kender dette album. På papiret ligner det noget, der burde have haft flere menneskers bevågenhed, i al fald:

• Matt Cameron (Soundgarden / Pearl Jam) på trommer. Bare en af de bedste trommeslagere der kom ud af 90'erne, og så i øvrigt en habil sanger / guitarist / bassist / keyboardspiller, hvis man skal tro dette album.
• John McBain på guitar - tidligere Monster Magnet (Spine of God, for pokker!!!) og en kæmpe nørd indenfor psykedelisk rock; hans McBain's Ramblings fra den nu hedengangne Roadburn-hjemmeside er super underholdende og oplysende (arkiv her, nederst på siden).

Og hey, vi låner da lige Josh Homme (Kyuss, QOTSA) til at synge et par numre og spille lidt bas.
Hele herligheden er produceret krystalklart af Adam Kasper, der har produceret Soundgarden, QOTSA, Pearl Jam, Foo Fighters (bare for at nævne et par stykker). Det lyder vanvittigt godt.

Hvad er det så for en størrelse? En del af musikken har sine rødder dybt i sen-60'er psykedelisk rock, men bandet gør ret meget hvad der passer dem; om det så er at rocke igennem ("hey John, kan du ikke lave et Ian Gillan-skrig i B-stykket?" "Klart!") eller syre igennem, så de mere ADHD-ramte lyttere zoner ud ("Psycho Shrimm", "Dr. Brown, Dr. Green"). Men langt de fleste numre er bare fremragende, "Teen Lambchop" med Homme på vokal lyder som tidligt QOTSA (ikke mærkeligt, eftersom både Cameron og især McBain var involveret i QOTSA inden debutalbummet), "Van Vanishing" er på mange måder et tabt Soundgarden-nummer (dog med moog-basgang og en noget mere syret guitarsolo), men der bare virkeligt mange gode sange at vælge imellem.

Ja, albummet taber lidt sit vejr med de sidste par numre som bare er udsyrede, men turen inden da er helt fantastisk og helt på højde med den musik, som de to herrer ellers er kendt for. Om end noget anderledes. Giv den et lyt eller to, tre stykker måske, så falder tiøren.

Det sker hvert år og jeg glæder mig altid til det - jeg finder en håndfuld albums, som jeg skamlytter hen over sommeren. I år er disse albums mit sommer-soundtrack, måske kan du også lide et eller flere af dem?

Weird Nightmare: Hoopla

"I'm so broke, I can't even pay attention" synger Alex Edkins på nummeret "Pay no mind" og sjældent har jeg relateret så hårdt til en sætning i en sang. Weird Nightmare spiller guitardrevet indie pop/rock med nok garageattitude og fuzz til at det aldrig bliver kedeligt. Det er solbeskinnet, blå himmel og vind i håret-musik uden på noget tidspunkt at undskylde for sig selv.
Sample: Might See You There.

Wes Parker: Super Rare

Det er lidt uforskammet at en debutant kan lave så helstøbt et album som dette (ok, han har en fortid i diverse bands, så helt grøn er han ikke), men det er hvad der er sket. Det er på mange måder et lidt mærkeligt album at have med på en sommerliste, for mange af sangene er ret mørke i deres tekstunivers, men der er alligevel noget ved den, der trigger min sommervibe. Under alle omstændigheder fortjener Parkers talent at blive lyttet til, ligegyldigt årstiden. Vi er ovre i noget indie rock, nogle sange har en ret klar Radiohead-vibe, andre tapper ind i noget grunge (!). Det er hele tiden godt. I starten var jeg irriteret over rammen med "DJ Charlie Horse", der talte mellem numrene, men nu synes jeg egentligt det fungerer meget godt. Indtil videre årets fund.
Sample: Little Birdie (Youtube-link)

TV Star: Music for Heads

Endnu en debut (bortset fra et par EP'er), og endnu en kandidat til årets fund. Det er indie pop når det er bedst, albummet lyder på en gang velkendt og meget 2026. Der er noget pop, noget skramlet psych, en lillelille smule shoegaze. Det er chill, luftigt og helt perfekt til en sommerdag med højt til himlen. Jeg har egentligt ikke så meget mere at sige, dyk ned i de velskrevne melodier og de lækre hooks. Her kan man godt svømme rundt i noget tid.
Sample: Reality Cheque og sgu også Out of My Bag nu du er i gang.

Fruit Bats: The Landfill

Folk, der kender mig, ved at jeg er meget, meget glad for Fruit Bats, og betragter Eric D. Johnson som en af de allerbedste sangskrivere i nyere tid. Så et nyt album er altid en meget velkomment, om end det også bliver mødt med en lille smule nervøsitet, for er det nu lige så godt som de bedste af de andre?
Og ja, denne gang har han lavet et album, der ligger i top 5 af de Samlede Værker(tm). Det er, som de unge måske siger, banger på banger; lidt melankolsk, lidt håbefuldt, små livsskildringer, store øjeblikke. Fruit Bats bliver ofte beskrevet som folk-rock, men mange af sangene er efter min mening tidsløse sange. Og nu løb jeg tør for ord, så er der kun tilbage at lytte.
Sample: Wild Pony Tower Moment

Twen: Fate Euphoric

Åh, indie guitar pop! Det kan altså noget med højt til loftet og blå himmel - vi er ovre i noget jangle pop, min umiddelbare association er ovre i retning af Alvvays eller måske Jay Som, men mere energisk. I det hele taget emmer albummet af energi og spilleglæde - man får fornemmelsen af, at de er et fremragende liveband - og så er det sådan lidt underordnet at teksterne måske ikke er de dybeste i verden. Hjertet i hånden og en ægte ærlighed.
Sample: Tapdance in Limbo

Ok ok, det er så ikke hver uge jeg får skrevet, åbenbart. Men jeg er her stadig og fortsætter indtil videre ufortrødent! UFORTRØDENT, blev der sagt, og så ved man godt hvad klokken er slået.

Aldous Harding: Train on the Island.

Man skal passe på ikke at reducere et talent som Aldous Harding ved at sammenligne hende med andre (og det ender altid med at man er nødt til at skrive klichéer som "men er helt sin egen"), så jeg vil bare sige at jeg er taknemmelig for at min store kærlighed til kunstnere som Tori Amos, Fiona Apple og PJ Harvey nu har endnu et sted at gå hen, for kærlighed bliver som bekendt større af at blive delt. Dette er et helt fænomenalt album, fyldt af stærke sange og gode, lidt skæve ideer.

Sample: One Stop

Michael Nau: Wooden Bouncy Ball

Sidste gang skrev jeg om Naus sideprojekt, Dream Sitch. Han udsendte efterfølgende dette album, og det har en helt vidunderlig optaget-på-firespors-båndoptager-i-min-dagligstue-følelse. Fordi det er optaget hjemme i hans dagligstue, nogle gange sammen med venner og familie, andre gange bare ham selv. Det er ikke det mest velpolerede album jeg nogensinde har hørt, og det er pointen - og en stor del af charmen. Nau er altid nærværende og inderlig i sin sang og sangskrivning, og intimiteten i optagelsen gør ikke oplevelsen mindre.

Sample: New Star Buried

GUM: Blue Gum Way

Jeg har ikke hørt om GUM (aka Jay Watson) før, men jeg kender ham åbenbart godt, for han spiller med i Pond og Tame Impala; umiddelbart kan jeg høre mest Pond i hans egen musik, men jeg får også nogle Phil Collins / senere Genesis-vibes (dog med noget bastant guitar) fra noget af det. Der er i al fald gang i nogle store armbevægelser, koblet med nogle gode melodier. Og hey, der er også et nyt Pond-album på vej, livet er godt.

Sample: Celluloid

Beefheart & McQuinn: Midtown Downtime

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: der er ikke en tone, en harmoni, et nummer på dette album, som ikke kunne findes på et soft rock / psykedelisk indie folk-album fra 1971. Jeg får associationer til Crosby, Stills & Nash, Simon & Garfunkel og måske også lidt Nick Drake. Med det sagt, så er det ikke en nem genre at få til at lyde godt, og Beefheart (ingen relation til kaptajnen, så vidt jeg kan finde ud af) & McQuinn både lyder ekstremt godt og har gode, solide sange, som det er svært ikke at komme i sommerhumør af.

Sample: Melting

Jeg slår mine daglige internet-folder ovre på Fediverset, og der har jeg i noget tid kørt med hashtagget #DagensAlbum hvor jeg anbefaler musik som jeg lige går og lytter til - og ikke mindst kan lide - den dag. Nu prøver jeg så at se om jeg ikke lige kan få skrevet lidt om måske en lille håndfuld album hver uge. Jeg trænger til at holde mig selv lidt til ilden med at få skrevet noget, og så er det godt at gøre det med noget, som man synes er vigtigt og godt.

Så planen er en ugentlig opdatering, gerne i starten af ugen, med nogle håndplukkede album, så man har lidt forskelligt at lytte til i løbet af ugen. Muligvis går planen i stykker undervejs, men lige nu ser den sådan her ud.

Og nu til sagen:

Neurosis: An Undying Love for a Burning World

"We’ve forgotten how to live so we suffer / [...] We exist in isolation so we suffer / The dissonance is deafening"

Jeg var nok ikke den eneste, som det kom bag på at legendariske Neurosis - som jeg ærligt troede at vi havde hørt det sidste fra - dukkede op ud af det blå og uden nogen form for varsel udgav dette album. Væk er deres problematiske forsanger, erstattet af Aaron Turner (ISIS, Sumac, m.fl.). Det er nok et af årets bedste album, Turner passer vanvittigt godt ind i rollen og bandet ligger som altid et sted mellem eksistentiel kaos og katarsis (der er et sweet spot der, som de bare ejer). Lyt, hvis du kan lide post metal, sludge eller hvis du bare vil udfordre dig selv med progressiv musik med hjertet på rette sted. Sample: Blind

John Andrew & The Yawns: Street Sweeper

Og nu, som man siger, til noget helt andet. Jeg kendte mest John Andrews som keyboardspiller for et af mine yndlingsbands, Woods. Dette er hans femte soloalbum, alle de øvrige er fløjet forbi min radar, men dette fangede jeg heldigvis. Det er den fineste lille samling sange i bedste "jeg sidder på min veranda og kigger på verden"-stil. "Stille og roligt", som vi siger på Fyn, og det betyder "godt". Samtidigt er det helt vidunderligt DIY, fyld med sjæl og nærvær. Lyt hvis du kan lide rolig morgenmad en solbeskinnet søndag morgen. Sample: Something to be said

Little Barrie / Malcolm Catto: Electric War

Dette album har øjeblikke, der kunne være med på et David Lynch soundtrack; hypnotisk, let ildevarslende og mættet med stemning. Fundamentalt er det en klassisk powertrio, blues'et, psychet, garage, fuzzy og lidt småfunky, men de løfter sig over de ellers nogle gange lidt trætte klicheer som en sådan konstellation ellers lægger op til. De er alle vanvittigt dygtige musikere - Malcolm Catto er kongen af ghost notes - men det er aldrig teknikken der er i fokus, altid musikken. Sample: Electric War eller deres fremragende optræden på KEXP.

Goon: Dream 3

Jeg kendte ikke Goon før jeg faldt over dette album, men jeg har godt nok lyttet meget til det. Musikalsk er vi primært ovre i noget, som jeg vil beskrive som en blanding af dream pop og shoegaze, men der dukker også noget små-garaget a la Frankie and the Witch Fingers op engang i mellem. Det er svært ikke at flyde væk til lyden af Kenny Becker lyse, svævende stemme, men musikken sørger for hele tiden at holde fast i en. Der er en masse følelser i albummet (som vist er blevet til under en skilsmisse), men der er ikke som sådan et narrativ, mere en samling indtryk og stemninger. Og det fungerer. Sample: This Morning Six Rabbits Were Born eller Sunsweeping