(i al fald dem jeg fik hørt)
Jeg fik hørt en masse musik sidste år og der var virkeligt mange gode udgivelser, synes jeg. Og hey, jeg kan puste støvet af bloggen. *host*
I år har jeg forsøgt mig med nogle genre-overskrifter, hvilket jeg er virkeligt dårlig til – så hvis du synes at band x ikke hører til i genre y har du sikkert ret. Whatever.
En del af teksten er genbrugt fra mine udgydelser på Mastodon under hashtagget #DagensAlbum (lev med det!)
Psykedelisk rock / pop:
Project Gemini: Colours & Light
– Det lyder lidt som et soundtrack til en fransk agentfilm du ser i en drøm. En god blanding af psykedelia, folk og Serge Gainsbourg.
Crumb: AMAMA
– Lidt i samme boldgade som Melody’s Echo Chamber og Josephine Odhil, men også med noget dream pop a la Beach House eller Alvvays ind over. Let, æterisk og svævende.
La Luz: News of the Universe
– Helt vidunderligt. Surfy psych pop med lejlighedsvis garage-kant.
Club Kuru: Before the World
– Chill, tidsløs psych-rock med mindelser om midt-æra Floyd. Et af årets bedste udgivelser, IMO. (men ÅRTIETS grimmeste cover, WTF)
Goat: Goat
– Goats nye album, Goat, er meget Goat-agtigt (jaja, “goated”, smarte internetperson). Hvis du, som mig, kan lide Goat og deres psykedeliske genreamokløb, er det ret fedt.
Causa Sui: From the Source
– Jeg elsker deres svævende, Can-inspirerede, stoner-agtige psych rock og dette er i mine øjne deres bedste album siden Euporie Tide.
Elephant Stone: Back into the Dream
– Der er virkeligt højt til den blå himmel i en skamløst melodisk psykedelisk blanding af guitar, sitar, trommer og tablas. Næsten irriterende velproduceret.
Pond: Stung!
– Pond spiller en slags psych/indie/pop med højt til loftet og jeg bliver glad i låget af det, selv om teksterne nogle gange har en mørk bagside.
Wand: Vertigo
– Wand skifter retning med hvert nyt album, og dette er ikke en undtagelse. Psykedelia møder art rock møder Radiohead ca ’95 og Cory Hanson har sjældent lydt mere indfølt i sin sang.
The Sorcerers: I too am a stranger
– “Ethio-jazz-funk-troldmændene” kaldte jeg dem, og det er egentligt ok præcis. Jeg kan ikke sidde stille til det (onde tunger vil hævde at jeg ikke kan sidde stille, punktum. Bagvaskelse.).
Beans: Boots n Cats
– Det svinger på den fede måde. “Orgel-drevet psych rock” i følge dem selv.
Det skæve:
Nolan Potter: The Perils of Being Trapped Inside a Head
– Jeg bliver glad hver gang jeg hører Potters kringlede og skæve musik. Der er en lille smule Zappa over noget af det, men Frank ville nok – med nogen ret – anklage Nolan for at være for udisciplineret, hvilket jeg på den anden side elsker.
Black Market Karma: Wobble
– De beskriver sig selv om “lo-fi psych pop”, men det er en underdrivelse. Vi snakker om en blanding af 60’er pop, old school analoge hip hop-beats (optaget, dernæst afspillet gennem guitarforstærkeren og så optaget igen) og lo-fi elektronik. Det hænger sammen, men jeg forstår ikke hvorfor.
Erik Sandquist: Förstadens tallar är allas
– Sandquist kommer vist fra en jazz-baggrund, men lader til at være mest interesseret i at lave skæve lyd-malerier med indflydelse fra både rock og elektronika. Spændende og stemningsfuldt.
mega cat: mega cat
– Årets overraskelse og et af mine mest hørte album. Det er en stor pærevælling af alle mulige stilarter, psych med lidt afro beat og nogle hip-hop rytmer ind over. (en eller anden, vær sød at importere vinylen til DK!)
Det stille:
Neil Cowley Trio: Entity
– Blød, lyrisk jazz. Nogle gange næsten helt Satie-agtigt med gentagne, minimalistiske temaer, ofte melankolsk som en solnedgang.
Arooj Aftab: Night Regin
– Jeg faldt totalt for Arooj Aftab da hun udgav Vulture Prince, og det her er en slags videreudvikling af temaerne på det album.
Hermanos Gutiérrez: Sonido Cósmico
– (Steel-)guitarer med masser af rumklang og lydbilleder, der for mig maler store, naturskønne vidder. Så beder jeg egentligt ikke om mere.
Lords of Lounge: Lords of Lounge 2
– Nogle gange trænger man bare til at ens sjæl bliver aet mens man lige så stille og dette album er helt perfekt til det.
BADBADNOTGOOD: Mid Spiral
– BADBADNOTGOOD spiller vanen tro chill instrumental hip hop med nogle jazz- og latin-afstikkere, og de gør det godt.
Minecraft Tricky Trials Soundtrack
– Soundtracks er en helt særlig musikalsk disciplin, og der sker noget særligt når man tager musikken ud af dens oprindelige kontekst. Plus at Lena Raine er en fantastisk komponist (og de øvrige også er ret dygtige).
Det behageligt brede begreb “Indie pop/rock” (eller nogenlunde deromkring):
Eli Smart: No Summer
– Jeg forestiller mig det ville lyde nogenlunde sådan, hvis Beck jammede med Mac DeMarco hjemme hos Prince. Listenbrainz siger at det er mit mest lytttede album sidste år, så det må kunne et eller andet.
French Cassettes: Benzene
– Velkomponeret indie pop/rock, giver mig lidt mindelser om Dr Dog i deres storhedstid.
Elbow: Audio Vertigo
– Hvis man ikke kan lide Elbow, rykker dette album ikke ved det. Jeg kan virkeligt godt lide Elbow, og i mine øjne bliver de bedre og bedre. Vanen tro er albummet også næsten obskønt velproduceret.
HÆVI og stoner
Blood Incatation: Absolute Elsewhere
– Ligesom deres andre udgivelser, er vi ovre i noget genreforvridende death metal, og der sker virkeligt meget. Efter et antal gennemlytninger hænger det sammen og giver mening, synes jeg.
Lowrider / Elephant Tree: The Long Forever
– Lowrider er faldet i gryden med Kyuss som børn og håndterer det virkeligt godt. Elephant Tree er tunge, langsomme, melodisk svævende og groovy. De supplerer hinanden virkeligt godt, synes jeg.
Monkey3: Welcome to the machine
– Hvis nu nogen havde sat højspænding til midt-æra Pink Floyd og skruet op på 11, ville det nok lyde sådan her. De minder mig lidt om bandet 35007 omkring
Thou: Umbilical
– Stoner / sludge fra Louisiana, man behøver egentligt ikke at vide mere. Jeg ELSKEDE deres samarbejde med Emma Ruth Rundle for et par år siden, men dette album er også bundsolidt.
Det var det. Har jeg glemt noget? Ja. Er der noget genialt, jeg ikke har hørt? Også ja.
Jeg vil som altid gerne høre hvad du har af input, jeg elsker at høre om ny musik.