Skriverier

Mit musikår 2013: The Head and the Heart

The Head and the Heart

Jeg kan ikke huske hvordan jeg faldt over The Head and the Heart, men det er et eller andet sted også mindre vigtigt. Det der er vigtigt er at de har lavet en fantastisk plade.

US-musikpressen har smidt et label på dem der er noget i retning af “det næste store folk-rock band fra Seattle”, men det er i mine øjne en grov forsimpling. Bortset fra det med Seattle, som er rimeligt faktuelt.

Ja, der er meget folk-prægede passager, men det seks mand (m/k) store band er ikke helt så nemt at få styr på – lyden er stor med masser af lag og harmonier og masser af variation. Fra folk over rock over country med en fælles solidt drys af americana – og afvekslingen afspejles også i instrumentering og valg af vokal, da indtil flere i bandet synger. Det lyder frygteligt rodet, men i praksis er det direkte modsat. Prøv et par numre herunder – f.eks. Homecoming Heroes, Josh McBride, Cruel, 10,000 Weight in Gold … eller bare hør den hele fra en ende af. Det er den værd.

Mit musikår 2013: Last Days

Last Days - Satelite

Last Days, hvor skal jeg begynde? Lige siden jeg opdagede deres eksistens for et par år siden, har de fyldt ufatteligt meget i mit (lyd)univers, for jeg kender ikke andet musik der er så billedskabende for mig.

Når jeg kort skal beskrive bandets musik for andre, plejer jeg at bruge frasen “postapokalyptisk utopi”, som – her hvor jeg har lidt flere ord til rådighed – nok tåler at blive uddybet.  For en del år siden havde jeg en række drømme, hvor jeg gik rundt i et mennesketomt Europa, ca 1910. Bygningerne er borte eller i ruiner og det eneste der er tilbage er en righoldig flora og fauna. Der er en utrolig fredfyldt stemning over det hele og det er en verden fyldt med skønhed – samtidig med at det også er en pænt melankolsk følelse at være det eneste menneske der er tilbage. Nogenlunde sådan lyder Last Days.

Lidt mere faktuelt er det et eller andet sted mellem moderne kompositonsmusik (jeg får mindelser til Max Richters Memoryhouse, der kan lidt af det samme) og nogle ambient lydflader parret med akustisk guitar og en lejlighedsvis kvindestemme.

I år udgav Last Days (som er et enmandsprojekt for musikeren Graham Richardson) den næsten perfekte Satellite, som jeg har grovlyttet hele efteråret – men de tidligere plader (Sea, These Places Are Now Ruins og The Safety of the North) er også fremragende.

Mit musikår 2013: Introduktion

De sidste par år har jeg skrevet en liste over det nye musik jeg har hørt i løbet af året. Det har været fint og hyggeligt, men i år vil jeg gøre det på en lidt anden måde.

Dels vil jeg ikke køre dogmet fra tidligere, hvor musikkken også skal være udgivet i det forgangne år. Kriteriet er, at jeg har hørt det i år – ikke at det betyder det store, men hvorfor begrænse sig selv?

Den anden og vigtigere ændring er at jeg denne gang vil lave et blogindlæg per plade – dels for at kunne knytte nogle flere ord til den enkelte plade, dels for at punke mig selv til at få skrevet. Jeg tænker at opdatere på noget der ligner daglig basis (ja, famous last words).

Den gabende mand og ørkenen

Jeg tilbragte store dele af 90’erne med at lytte til musik fra den legendariske Palm Desert-scene, som havde sine rødder i lange “Generator Parties” ude midt i ørkenen.

Det band som alle de andre bands hele tiden refererede til som de første, er næsten sagnomspundne Yawning Man, som også i lang tid var det eneste band fra scenen uden en pladekontrakt. De begyndte så at udgive (forbavsende u-heavy) plader midt i 00’erne, hvor jeg musikalsk var et helt andet sted – først nu har jeg fundet dem.

Lige nu hører jeg Vista Point fra 2007, som består af surfguitar, uendelighed, ørkenstøv og fortættet sommer. Det fås ikke meget bedre.

Det musik fra 2012 jeg fik hørt og syntes om

Jeg lavede sidste år en liste over mine yndlings 2011-udgivelser, så nu fanger bordet vel? I al fald har det været et umanérligt godt musik-år, synes jeg – masser af solide udgivelser indenfor mange forskellige genrer. Denne liste er primært taget fra min last.fm-profil, og da jeg ikke har gidet at sortere videre i den, er den i vilkårlig og uprioriteret rækkefølge. Seriøst. Nuvel, til sagen:  Læs videre “Det musik fra 2012 jeg fik hørt og syntes om”

Jeg har igen købt en kina-tablet

Jeg prøvede for et par år siden at købe en billig tablet fra Kina. Det var en … relativ succes. Det var en lige under middel oplevelse, rent hardwaremæssigt og den endte sine dage da jeg efter et par ugers brug forsøgte at flashe ny udgave af styresystemet (dengang android 2.2, hvis jeg husker rigtigt) og fik reduceret den til en bogstøtte i samme proces. Men det var en succes på den måde, at jeg fik rigtigt meget blod på tanden mht. tablets, hvilket jo må siges at være en god ting.

For et halvt år siden købte mit twitter-bekendtskab Thomas så en billig kina-tablet og havde en noget bedre oplevelse ud af det. Faktisk så god at jeg tænkte at jeg også kunne prøve igen – og da min ældste søn så klagede sin nød over at mangle en tablet (og endda var klar til at skyde sparepenge i at få en), sprang jeg ud i det og bestilte ham en Ainol Novo 7 Tornados. Den kom så i går. Læs videre “Jeg har igen købt en kina-tablet”