Pete Davis – The Pottsville Conglomerate

Jeg har fundet guld. Det sker engang i mellem og når det sker, skal det deles.

Guldet er lavet af en kun 25-årig multimusiker ved navn Pete Davis, der debuterede i 2001 (som 15-årig) med Tentatively Self-titled. Siden da har han indspillet yderligere tre albums samtidig med at han også har indspillet med sit sideprojekt, Math-Rock duoen Invalids.

The Pottsville Conglomerate er hans seneste værk og den er nok den stærkeste udgivelse jeg har hørt her i 2012 (den udkom sidste år, men hvem tæller?).

Stilen går fra stille alt-folk, lidt a la Sufjan Stevens omkring Seven Swans til bombastiske prog-agtige energiudladninger med fuld blus på det hele.

Bindeledet i det hele er Davis’ store sangskrivningstalent samt hans fantastiske vokal, der altid er tilstedeværende lige meget om han råber eller hvisker. Der er passager, der giver mig gåsehud på den gode måde, og større anbefaling kan en kunstner næsten ikke få fra mig.

Davis spiller og laver (med ganske få undtagelser) alting selv og sælger sine ting via sin side på Bandcamp, hvor man også kan høre pladen – samt købe den for 8 dollar eller derover. Det kan jeg naturligvis kun anbefale – når så verden snart opdager hans talent, kan man sige “jeg kendte ham altså FØR han blev berømt” og hvilken musiksnob med respekt for sig selv kan ikke lide det?

Nåja, du kan også høre den her, fordi Bandcamp har en ekstern streamer:

Skriv et svar