Det musik fra 2012 jeg fik hørt og syntes om

Jeg lavede sidste år en liste over mine yndlings 2011-udgivelser, så nu fanger bordet vel? I al fald har det været et umanérligt godt musik-år, synes jeg – masser af solide udgivelser indenfor mange forskellige genrer. Denne liste er primært taget fra min last.fm-profil, og da jeg ikke har gidet at sortere videre i den, er den i vilkårlig og uprioriteret rækkefølge. Seriøst. Nuvel, til sagen: 

Mumford & Sons: Babel. Ja, både plade og band er blevet overeksponerede, men det er stadig en gennemført skive med mange rigtigt gode numre på.

Bowerbirds : The Clearing. Måske det bedste indie-folk-band pt? De viser i al fald læssevis af format og sjæl på denne plade. Ifølge last.fm den udgivelse jeg har hørt mest i 2012.

Young Man: Vol 1. Fantastisk svævende dream pop, perfekt til en varm sommerdag med uendelig himmel.

Mark Lanegan : Blues Funeral. Gamle Gravrøst leverede derimod soundtracket til et mørkt og regnfuldt tidligt forår med en samling sange fra livets underside. Bonuspoint for året mest uventede Depeche Mode-hyldest (“Ode to sad disco”).

Grizzly Bear : Shields. Der var tårnhøje forventninger til bjørnene efter den fremragende Veckatimest. Shields er ikke i samme grad et overraskelsesbrag, men en virkeligt solid plade med et fantastisk flow numrene imellem.

Patrick Watson : Adventures in Your Own Backyard. Fik fejet benene godt og grundigt væk under mig med denne plade, der maler med de helt store følelsesmæssige pensler.

Jason Lytle : Dept. of Disappearance. Som gammel Grandaddy-fan var dette en uventet bonus, da  Lytle mere eller mindre var Grandaddy og store dele af denne plade fortsætter hvor de slap. Følelsen af at være i gode hænder har aldrig været mere udtalt.

Mono : For my Parents. Mono er de regerende konger af post-rock og hvor fladt og udpint ordet “episk” er endt med at være, er det helt på sin plads her. Det ene fantastisk orkestrerede crescendo følger det næste og man er helt i deres vold.

Tame Impala : Lonerism. Psykedelisk rock fra down under. Nok fuzz til at gøre mig glad (guitarlyden på Mind Mischief er perfekt) og nogle virkeligt gode og varierede sange. Minder mig om en mere fokuseret udgave af Dungen, hvilket mest er en god ting.

Field Report : Field Report. Det mest vellykkede stykke mørk americana i nyere tid med stærke, historiefortællende tekster bakket op af virkeligt solide sange. En fænomenalt helstøbt plade.

Down : Down IV, Part I: The Purple EP. Stonerdoom-kongerne rør på sig igen efter ikke rigtigt at have lavet noget af interesse i laaaang tid. Her vender de helt tilbage til Sabbath-rødderne og har ikke lydt så godt siden debutpladen Nola.

Der kom også virkeligt gode plader fra Animal Collective, Gojira, Dirty Projectors, The Lumineers, Regina Spektor, Hundred Waters, Beach House, The XX, Cat Power og GY!BE blandt andre, men jeg har ikke hørt dem helt nok til at have noget fornuftigt at sige om dem.

De, der kom for sent:
Ja, der var nogle 2011-udgivelser, som jeg først opdagede i 2012. De skal ikke snydes for en plads på listen, da jeg virkeligt har skamhørt dem:

Other Lives : Tamer Animals. Ja, nogle gange har de virkeligt lyttet mere til Radiohead end godt er (hvis man altså kan det), men slutresultatet er stadig fremragende.

Pete Davis : The Pottsville Conglomerate. Har jeg allerede skrevet noget fornuftigt om og det er stadig en fantastisk plade.

Of Monsters and Men : Of Monsters and Men. Island, jeg fårking elsker dig. Tak for alt – jeg er pjattet med OMaMs finurlige musikalske og tekstmæssige univers. En meget velfortjent succes.

Real Estate : Days. Mmmm, Dream Pop. Svævendelækkert. Fortættet sommer.

Arbouretum : The Gathering. Jeg kan ikke sige nok pæne ting om Arbouretums fantastiske stonerrock/middelaldervise/post rock-blanding, så jeg lader være med at prøve. Jeg ved at det ikke er alle der falder i, men det må folk selv om. Fantastisk musik og deres til dato bedste plade.

3 meninger om “Det musik fra 2012 jeg fik hørt og syntes om”

Skriv et svar