Dengang jeg fjernede min F5-tast

For noget tid siden annoncerede jeg på Twitter og Facebook at jeg holdt pause fra det dersens social media. “Pause på ubestemt tid”, endda. Men hvorfor dog?

For noget tid siden annoncerede jeg på Twitter og Facebook at jeg holdt pause fra det dersens social media. “Pause på ubestemt tid”, endda. Men hvorfor dog?

Jo, jeg tweeter og FB’er nu på 5. år (så vidt jeg kan regne ud), og det har været en total omvæltning af mit online-liv – og private liv, for den sags skyld. Jeg har fået læssevis at nyt input, både fagligt og personligt og mødt en masse spændende mennesker, godt fordelt mellem netværk, bekendte og tilmed venner. Bonus! Men hvorfor så holde pause?

Jo, jeg kæmper en kamp mod min indre F5-tast. Har nogen svaret på min opdatering? Har jeg fået likes, er jeg blevet retweetet? ER DER SKET NOGET SPÆNDENDE??? Opdater, opdater, opdater.

Og ja, så kan man sige “selvdisciplin” og “du kan bare lave nogle vaner / regler”, men der har jeg været det sidste halve år, ca, og selv om jeg ikke har haft de store problemer med at holde mine selvopfundne regler er der alligevel en nagende følelse indeni. For det begyndte at føles usundt.

For det første er der et element af “spildtid”. Jeg har skrevet over 24.000 tweets á et sted mellem 4 og 140 tegn (hvis man regner et gennemsnit på 100 tegn, har jeg rundet 2 millioner tegn, uden at tælle FB med, hvor jeg har en ligeså høj frekvens, gennemsnitligt set), men får ikke skrevet på hverken blog eller skriveprojekt(er). Kan jeg selv være tjent med det? Kan min kone, mine børn? Og mere højtravende: er det sådan jeg vil bruge mit liv? Det er en grov forsimpling og ja, der er bestemt også kæmpestore positive sidegevinster, men lige nu giver den også mening.

Den anden del af mine betænkeligheder går på den online personlighed, jeg har opbygget. Nej, “Infonauten” er ikke hele mig, og ydermere har jeg det som om jeg i nogen grad har malet mig selv lidt op i et hjørne i forhold til hvordan folk ser mig. Ja, jeg kunne godt føle mig som en pauseklovn nogle gange – for en del af mig elsker jo et publikum. Som giver mig likes, retweeter mig, siger jeg er dygtig / sjov / klog. Så ender jeg med at sige noget, selv om jeg ikke har noget at sige, for hvis nu nogen likede det? Det er det slut med, punktum – ikke noget med at sige noget, kun for at få respons.

Endeligt var der nogle ting, især ved twitter, der virkeligt begyndte at irritere mig. Jeg snakker her primært om at der er nogen folk, som har travlt med at lege #twitterpoliti og løfte pegefingre i forhold til korrekt brug af twitter, underforstået : det her er ikke facebook, så du skal være seriøs og ikke skrive om dine børn og din mad. Allerhelst skal du være en succes og skrive om dine resultater.
Ja, jeg kan vælge at ignorere dem, og det var også taktikken langt hen ad vejen, men i længden gav det mig ikke just mere lyst til at være der.

Her, en måned (eller snart to) efter, er der folk jeg virkeligt savner (og det må jeg finde en løsning på), men jeg savner ikke at være .
Når jeg åbner min twitterklient, slår en del af min hjerne simpelthen fra, alene grundet mængden af information der flyver forbi mine øjne, potentielt interessante diskussioner, som jeg kunne backtracke og blive en del af, spændende artikler jeg kunne læse og kommentere på, personer, der kan siges tillykke til eller som måske trænger til et #twitterkram … og jeg har det ikke i mig. Det er informationsmotorvejen i 10-sporet udgave uden hastighedsbegrænsninger. Jeg kan godt navigere i det, men har det helt ærligt bedre nede i min baghave, hvor jeg kan høre bækken risle. Både i bogstavelig og overført betydning.

Så hvad nu? Jo, nu ser jeg hvad der sker. Jeg er ikke på fuldstændig restriktiv pause mere, men har omvendt ikke den store lyst til at være på, som jeg var “i gamle dage”. Jeg skriver en (sjælden) opdatering når jeg synes at jeg har noget at sige og jeg svarer altid på @mentions / DM / beskeder. Og ellers må vi se.

PS. Hvis du savner mig, så savner jeg sikkert også dig. Det er din skyld at jeg har oprettet en kontaktside.

12 meninger om “Dengang jeg fjernede min F5-tast”

  1. Det kan være en god idé at checke ind på #twehab – det har jeg gjort senest her i foråret.

    Føler selv at jeg bruger twitter noget anderledes end de fleste, skriver ofte noter til mig selv, som kun jeg kan forstå, og som kan blive artikler, her er et eksempel fra i dag:

    “Gik lige i jernet (@ Frihedsstøtten for Chr. 7) ”

    Twitter er en del af min research til “et eller andet” ;-).

    Har bestemt også mødt “twitterpolitiet, mest overbevisende da Rasmus Lückow lavede en webapp der viste hvor mange tweets jeg havde skrevet for en given dag, appen var generisk, men defaultede til mit navn, fik mig bestemt til at tænke :-).

    Eller er det bedste ved twitter når man følger 1000+ man ikke kender, man kan føle nervebanerne vokse. Fra tid til anden følger jeg at twitter ER revolutionen.

    1. Jeg sprang sådan set #twehab over og hoppede direkte på en #koldtwyrker – men jeg skal nok huske det til hvis der bliver en anden gang. 🙂

      Jeg er helt enig i at der er tidspunkter hvor ens hjerne føles elektrisk på den gode måde, og det var klart også det, der i sin tid fik mig til at bruge så meget tid på de sociale netværk. I dag er mit fokus bare et andet sted.

  2. Dejligt, jeg ikke er alene med slige tanker! Jeg savner folk – fx dig – jeg nyder bare at læse nogle tweets for de tanker, den humør, det liv de indeholder. “Nå, hun har det godt, det er dejligt.” “Ih, det var syndt for ham.” Bare nogle tanker jeg har mens jeg kigger hurtigt igennem de nyeste tweets. Men de fleste dag orker jeg ikke at dykke ned i dem for meget. Jeg har svigtet mig selv, ser du.

    Fx bøger hober sig op. Bøger og aktiviteter der skal både berige min hjerne, men også hjælpe mig med at “pay it forward”. Jeg var begyndt at love “det skal jeg nok skrive om” mm og nu er der strø tanker i Evernote, WordPress kladder, audiofiler, diverse (ikke kun een!) notesblok, lapper papir, emails osv osv! Mange er svært at forstå – “hvad fa’en mente jeg med den note?” Dét er bare for meget!!

    Jeg er ved at katelogisere vores hjemmebibliotek. I de første 800 har jeg opdaget bøger jeg havde glemt, jeg ejede! Der var nogle jeg havde lyst til at læse omgående. Dem skal der være tid til.

    Og jeg vil lege mere med HTML og især CSS. Det kan man ikke gøre på 5 minutter her og 5 minutter der, som man kan med tweets.

    Jeg har ladet min opmærksomhed leve på snacks, kan man sige, og for lidt fiber.

    Men, de mennesker bag disse tweets. Jo, mange er overfladiske bekendtskaber, men jeg holder virkelig meget af dem. Jeg har lært noget om dem igennem tweets. De har bragt mig smile og latter og stof til eftertanke. Det er jeg taknemmelig for.

    Sagen er – jeg er OK med at holde små pauser fra Twitter og andet social media. Det gør jeg tit en hel dag eller to ad gangen. Men jeg tænker “vil denogden der har brug for en twitterkram bemærk at hende der selviske Karen har glemt mig/giver aldrig twitterkram”? Jeg har ikke haft twitterpoliti efter mig, men jeg har læst deres formaninger og de gør mig utilpas. JEG VIL BRUGE TWITTER SOM DET PASSER *MIG*! Og det skal andre også. Vi kan follow eller unfollow efter smag og behag, jo!

    Måske handler dette dilemma bare om mennesker – de mennesker vi ønsker at være sammen med eller snakke med. Twitter har hjulpet en hel del med dette. Twitter har lært mig at kende folk, som jeg ellers aldrig vil have truffet. Det er jeg så utrolig glad for. Meget taknemmelig endda. De har været en berigelse i mit liv. Derfor bliver jeg ked af, at glemme dem lidt. Især hvis de “forsvinder” fra den online verden. De kan forsvinde af alle mulige grunde, men jeg vil ikke have, at de føler sig glemt. Jeg har nemlig erfaring med folk der er forsvundet pga sygdom, død mm. Det er en meget lille procent, det er klart, men… mor Karen her vil bare sikre at alle har det godt. 🙂

    Nu må jeg stoppe. Uret minder mig om, at jeg begyndte dette, da jeg skulle gør mig klar til arbejdet. Og jeg har mistet tråden i denne lille kommentar boks (hør du, WP?) Men, jeg vil bare sige, at dét du skriver, kan jeg nikke genkendende til.

    (PS Og bare alle havde “informer om nye kommentarer”. Jeg *er* blevet bedre til at kommentere på blogs takket være Twitter. Men jeg kan ikke altid finde tilbage til hvor jeg har været! Har nogle fortsat samtalen, og undrede sig over min tavshed?)

    1. Ah Karen, det lyder meget bekendt, det du skriver der, endda ned i detaljer med boglæsning og HTML/CSS (jeg har så også min have, som en engelsktalende bekendt kaldte “poetically neglected” for noget tid siden).

      Og ja, det centrale er naturligvis de mennesker der sidder bag tasterne, for naturligvis involverer man sig i deres liv når nu de deler det (eller, jeg gør i al fald). Det er godt og rigtigt og vigtigt – jeg var bare begyndt at nærme mig et punkt hvor jeg glemte at leve mit eget.

  3. f twitterpolitiet. Twitterpolitiet har ik fattet hvad Twitter er.

    Twitter er hvad du bestemmer det er. Det er det du tweeter. Det er dig. Der er ingen der kan lave “regler” for et fælles medie af den størrelse.

    Bare så længe du er dig er the twitter nation glade.

    Og nu tilbage til specialet

    1. Det er ikke twitterpolitiet der er min primære grund til at handle som jeg gør – selv kan jeg sagtens forholde mig til dem (ignorer eller unfollow). Jeg bliver bare træt af at nogen åbenbart synes at de sidder med en manual til hvordan man skal bruge en tjeneste, som de ikke selv har skabt og prøver at presse den ned i halsen på andre. Det bliver jeg træt af, ligemeget hvor jeg møder den. Men som sagt, de har ikke været udslagsgivende på nogen måde.

      God specialeskrivning!

  4. Fedt skrevet Ulfen 🙂 Har det lidt ala på samme måde ..
    Er der heller ikke så meget mere pga Ibber som jo skal ha sin mors fulde opmærksomhed.
    Li nu sover hun og huset er ordnet og så tar jeg mig en twitterrunde 🙂

  5. Hej Ulf

    Jeg kan se at du søger haveblogs med gør det selv.

    Ved ikke hvad du bestemt søger men her kan du finde mange haveblogs og har du et sprøgsmål kan det være jeg kan hjælpe dig

    http://www.haveblogs.dk/

    Du kan se hvor i verden jeg befandt mig da du twittede om haveblogs 😉

    ha det super og sundt med en pause – jeg nyder dem indimellem 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *